Presse meddelse til præsentation

MUSIKBYHELSINGØR.DK præsenteres på lørdag

MusikByPoster_400

Efter flere forsøg er det endelig lykkedes at få gang i indsamlingen og digitaliseringen af lokal rytmisk musik – og ved en åben samling på lørdag den 11. april kl. 14.00 i det lille lokale i Elværket på Rosenkildestien 3 i Helsingør vises under afslappede former omdrejningspunktet på en storskærm – en splinterny hjemmeside med titlen musikbyhelsingør.dk
Kom bare: – Alle med fingre i den lokale rytmiske musik er velkomne til at kigge forbi, hvor der på storskærmen som vi har lånt af de lokale Gear Guys knyttes lidt kommentarer om, hvor enkelt man bidrager til hjemmesiden og hvad der kræves for at få sin musik præsenteret for nysgerrige – det er jo både nutidig musik med stadigt eksisterende bands, og gammel musik måske med bands indspillet for måske årtier siden, siger de to ildsjæle bag.

Det er de to lokale musikentusiaster og musikere Jens Leganger Larsen, 48, og Kim Hedebol Andersson, 50,  der har sat sig for at samle, hvad indsamles kan om den rytmiske musiks historie i Helsingør kommune.

Nøglen til Elværket

Nøglen til Elværket

Den lokale musikhistorie
Egentlig er det ikke de to bagmænd, men musikerne/brugerne selv, der kommer til at stå for arbejdet med at samle oplysninger, scanne et par fotos og måske overføre en singleplade, en koncertplakat eller et bånd med lidt musik indspillet af bandet selv, til den nye hjemmeside. Men Jens og Kim har sat projektet op. De har dog allieret sig med Sten Wijkman Kjærsgaard, der også er gammel musiker i kommunen og som tidligere har samlet lokal musik, fotos og effekter.

Vi har gennem to år arbejdet intenst med, hvordan vi kunne sætte gang i en indsamling af viden om den rytmiske musik i Helsingør gennem de sidste 60 år. Bandbilleder, spillesteder, plakater, en sjov historie, utrolige øvelokaler osv. , siger Jens Leganger Larsen og Kim Hedebol Andersson.

Forsøgt før
Den idé er som sådan ikke ny. Flere lokale musikere har gennem tiden haft samme idé, blandt andre Sten som er med nu igen, men som i starten af 90’erne sammen med musikbibliotekar Susanne From, Svend Engelsen og Steen Sørensen med flere arbejdede med indsamling. Det var på grænsen til de nye digitale tider. Pænt meget materiale blev dengang både indsamlet og registreret hos Helsingør Kommunes Museer – det var lp´er, bånd, plakater, fotos og andet. Blandt andet om foreningen HAMU – Helsingør Aktive Musik Ungdom. Senest har Henrik Kofoed Sørensen forsøgt noget tilsvarende med videns indsamling og registrering, siger Jens Leganger Larsen og Kim Hedebol Andersson.

Det er lykkedes at få Helsingør Kommunes Museer til at støtte med harddiskplads og opbakning.
Brugerstyret, sådan da!

Materialet der blev indsamlet gennem 1990érne findes stadig i museumsregi og det meste skal med tiden scannes og med i den nye hjemmesides database om det lokale rytmiske/elektroniske musikliv  fra 1950érne og fremefter.

TIG med Peter Peter som gæste musiker

TIG med Peter Peter som gæste musiker

De historieinteresserede kender sikkert indsamlingsmåden fra siden Helsingør Leksikon.dk. Og de fleste computerbrugere er stødt på søgesiden wikipedia.dk, der jo for så vidt jo også skrives af brugerne selv. Det er lidt sådan at musikbyhelsingør.dk fungerer.

Der har været og er utallige bands i Helsingør Kommune. Vi har som nævnt startet samlingen, med det materiale vi har haft til rådighed, indsamlet af ildsjæle, men har naturligvis ikke alt. Derfor har vi brug for hjælp og historie fra musikfolket. Vi modtager gerne viden om bands for at tilføje oplysninger/historier til musikbyhelsingør.dk. Og kan man ikke selv klare det hele, kan der være hjælp at hente på Bølgen i Ålsgårde, siger de to.

Når musikken er overspillet lægger man det på MySpace eller YouTube etc., og vi linker så til det. Vi kan ikke hoste al musik og video, men fotos og tekst kan vi klare!

Leganger Larsen Combo

Leganger Larsen Combo

Støtte fra Bølgen
Hvis nogen har materiale af ældre årgang, som det er svært at få overført til digitalt, har Kulturhuset Bølgens teknikstudie i Ålsgårde ekspertisen, gode tilbud og professionelle folk til at hjælpe. De tilbyder hjælp til formater som cassettebånd, LP’er, singler, EP’er, spolebånd, hvis man selv har den matchende spolebåndoptager, DAT bånd. Og hvad angår billeder ved man alt om VHS, HI8 og Mini DV, siger Jens Leganger Larsen og Kim Hedebol Andersson. – Man kontakter bare Kulturhuset Bølgen, Jämtlandsvej 1 i Ålsgårde.

Helsingør – Roskilde – Helsingør
Musikbyhelsingør.dk er som det nok fremgår et lokalt initiativ. Men det har allerede modtaget et skulderklap idet det helt nye kommende og 30 millioner kroner dyre projekt Roskilde Rockmuseum, som tilfældigvis i øjeblikket planlægger et Rockens Digitale Danmarks kort – har fået nys om hjemmesiden musikbyhelsingør.dk samt en kort præsentation

-De var begejstrede og har givet os lovning på, at de vil linke til vores hjemmeside, siger de to.

Rockens Digitale Danmarks kort skal også om nogle uger gæste Kulturværftet for at gøre opmærksom på en indsamling på landsplan af effekter og historier med mere. Det bliver med et foredrag om pigtrådsmusik og plancher med mere. Jocob Bødskov fra Helsingør Kommunes Museer er lokal krumtap og samler i øjeblikket effekter ind til sin rock-udstilling på Kulturværftet.

Der er planer om at musikbyhelsingør.dk lægger vejen forbi en dag i udstillingsperioden med sin stormskærm, for at vise det lokale flag!

P.O.Jorgens

P.O.Jorgens

Sådan gør man
Vil man selv forsøge sig på musikbyhelsingør.dk klikker man på ”DIN HISTORIE” – fanebladet på forsiden. Her er udover en formular til tekst, yderligere information om mulighederne med billeder og video.

For at holde tonen, skal alle bidrag godkendes af administrator, så opslag kommer ikke nødvendigvis op samme dag som de er postet. Vi er for resten også at finde på Facebook. Der er link på hjemmesiden, siger Kim og Jens, der vil være at finde på lørdag den 11. april kl. 14.00 i Elværkets lille sal.
Bare kom på lørdag!

Vi inviterer alle med lokal musikinteresse – høj som lav. Der er en visning af hjemmesiden på storskærm og der er mulighed for at spørge lidt. Det er gratis og det eneste man risikerer er kun at møde andre musikfolk – unge som gamle.  Man kommer bare dryssende når man har tid. Vi er der et par timer. Kommer man klokken 14.00 kan man dog få lov at høre Kulturudvalgets formand Henrik Møllers åbningsord.

_MG_0651

Fakta
Jens Leganger Larsen, 48 år, er guitarist og sanger i flere bands så som Delta Lady, The (Ear) Sounds, Pigwires, The Supporters, Hamlet Revyen, Slenderline, The Upsetters, The Point, Helsingør Domkirkes kor, Lawyers In Love, My Snakeskin Jacket, Innocent Blood, The Law, Leganger Larsen Combo. Han har været tegnefilmstegner i 17 år, og arbejder nu som osteopat.

Kim Hedebol Andersson, 50 år, bassist, spillede i bands, blandt andet RAMTON, Pact of Recruitment og Christ INC samt NOTMAR. Har siden 1989 arbejdet med fotografi, den gang med rigtig filmkemi og mørkekammer – nu erstattet af bits & bytes i Pixels eller Dots. Er ud over særdeles dygtig musikfotograf også gruppens computer-kyndige indslag. Har arbejdet prof med både webdesign og fotografi. Læner sig nu op ad en cykelmekaniker uddannelse!

Musikbyhelsingør.dk ved naturligvis, at der både er lokal klassisk musik, viser, gardermusik og andre stilarter i kommunen, men da de føler sig sikrest, når det drejer sig om den rytmiske musik, – rock og jazz, punk og…., –  opfordrer de andre ildsjæle til at tage sig af disse andre stilarter.

Folkene bag musikbyhelsingør.dk har inviteret en masse musikere – unge som ældre – og er man ikke inviteret er det fordi frimærker, blæk og smartphones er løbet tør… – Bare mød op, hvis nysgerrigheden er der, siger de tre.

 

One thought on “Presse meddelse til præsentation

  1. Pingback: Indvielse af musikbyhelsingør.dk | MUSIKBYHELSINGØR.DK

Leave a Reply